grafik

Sådan finder du dine gode historier

Der findes mange ‘historiedræbere’ rundt om i organisationer og virksomheder.  Dem, der siger ”Nej, nej, det er der da ingen, der gider høre om”. Men, du aner ikke, hvor mange af de ting, du sidder og nørder med derinde faktisk er noget, vi andre herude sagtens kan lade os begejstre over.  Og de ting kan som regel blive til fantastiske historier, som du kan bruge til content marketing og/eller native advertising og på den måde give dine historier et andet liv og få dem til at arbejde for dig og dit brand.

Ligegyldigt om folk sælger energi, maling, undervisning, pensionsprodukter, mad eller noget andet, så er der – og jeg mener det – virkelig altid noget at begejstres over.

Og det sker rigtig ofte, at jeg, lige før historien får dødsstødet, udbryder: ”Det er da en sk*** god historie! Det skal I da fortælle.” Alt imens resten af mødedeltagerne ser mistroiske ud og siger: ”Men er det ikke noget, man godt ved?”

Nej, det er det faktisk ofte ikke! Især ikke, hvis man tænker lidt kreativt over, hvordan den fortælles.

Så derfor: Der er masser af potentielle historier i din virksomhed, og hvis du gerne vil til orde eller have opmærksomhed, så skal du være sød ikke at slå dem ihjel. Det har de ikke fortjent, og det er også skidt for dig, fordi de gode historier, også bredt kaldet “content”, er lige nu noget af det, der fungerer sindssygt godt som markedsføring.

Så bare fordi, du ikke kan se, at du har potentielt godt content, så behøver det ikke at betyde, at det ikke er der.

Så nu er der nogen ting, du kan gøre:

1: Tag historiebrillen på og inviter dine kollegaer (gerne nogen stykker) til en omgang rollespil, hvor I har lov til at opremse alle de forskellige mulige ting, I godt kunne fortælle omverdenen om det I har gang i i virksomheden.  Skriv tre linjer om dem hver.

(Og nu kommer rollespillet:) Lad som om, I ikke har siddet med hovedet nede i jeres stof i 5-10-20 år. Lad som om I er naboen eller en af jeres venner eller borddamen/herren til den næste fest – og se så på historierne igen.

Kunne det faktisk være, at andre uden jeres ekspertviden kunne blive let begejstrede over det, I har at fortælle? Kunne man forestille, nogen kunne få hjælp eller gavn af at læse om noget af det, I arbejder med?

2: Hvis rollespil ikke lige er jeres kop te, så test historierne på nogen andre, der ikke har hovedet så langt nede i stoffet som jer. Er der nogen i virksomheden, der laver noget lidt andet, som har tid til at se på jeres liste over ting, I gerne vil fortælle? Økonomiafdelingen, HR, kantinen… Kan I få nogen af dem til at sige; ”Nå, det lyder sgu da ret interessant” eller ”Næh, det anede jeg slet ikke”. Hvis de gør det, så er det en god historie. Så skal I bare finde ud af, hvor den skal fortælles og hvordan. Den skal ikke dø.

3: Hvis intet af det ovenstående fungerer, eller I ikke har tid, så ring til mig. Jeg kan altid hjælpe med at finde nogen gode historier, og det er meget sjældent, at jeg slår dem ihjel, for jeg holder frygteligt meget af dem. Og jeg kan også skrive dem for dig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *